Melodien blev væk

Drama i gulvhøjde

I programmet om køkkenet i ‘Nybyggerne’ opstår der lidt drama omkring  Steens og mit nyleverede køkkengulv, som Christine og Mikkel forelsker sig i. Og det har – forståeligt nok – affødt en del reaktioner, hvoraf nogle synes, jeg opfører mig vildt småligt, og andre har respekt for min reaktion.

1

Steen i fuldt sving med at lægge køkkengulvet

Så jeg vil lige fortælle min version af, hvad der er op og ned i den sag. Og i øvrigt også, hvorfor Christine og Mikkel var forbavsede over, at jeg blev sur.

Oprindeligt havde Steen og jeg planlagt køkkenet med et skakternet gulv i sort/hvid vinyl. Det viste sig umuligt at opdrive. Så undersøgte vi muligheden for at få lagt et gråt epoxy-gulv. Det kunne simpelthen ikke nås indenfor tidsrammen.

Så var det surfing på nettet, og her fandt jeg så @Silvans grå Pergo gulv. Steen var en smule skeptisk, men blev dog overbevist. Så dukkede næste problem op: @Silvan i Aalborg lå ikke inde med gulvet, ej heller de nærmeste afdelinger. Gulvet skulle bestilles hos leverandøren, men der kunne gå op til 14 dage, før det kunne leveres, og det  kunne vi naturligvis ikke vente på.  Så vi måtte tage hjem med uforrettet sag og finde ud af, hvad vi så skulle vælge.

Men personalet i @Silvan  gav ikke op. Sent om eftermiddagen ringede de, at de havde fundet en rest på et lager i Ringkøbing, men også med den dårlige nyhed, at gulvet ikke kunne leveres. Det var sen eftermiddag fredag, og der var lukket for udkørsel af varer. Vi overvejede at hente det selv, men vurderede, at der ville gå alt for megen kostbar tid med det. På den igen. Jeg gik igang med at søge efter et alternativ.

Og så skete det utrolige. @Silvan ringede igen og fortalte, at de havde fundet en chauffør, som var villig til at opgive sin dart-turnering og i stedet bruge sin aften på at levere gulvet. Naturligvis mod ekstra betaling – som jeg med glæde indvilgede i. Det manglede bare.

Og endelig ved 22-tiden ankom så det forkætrede gulv. Jeg var naturligvis både glad og og spændt – havde jo kun set det på nettet. Og så sker der det, for mig, uheldige, at Christine og Mikkel ser gulvet og forelsker sig i det.

2

Jeg blev da  i første omgang smigret over deres  begejstring, men da jeg så erfarer, at de forhører sig om at købe resten, blev jeg faktisk forskrækket. Det var jo netop en rest, og jeg havde sikret mig med @Silvan, at det tiloversblevne blev lagt på deres lager i tilfælde af, at vi skulle bruge mere. Hvilket faktisk blev aktuelt.

Så det handlede reelt ikke om, at vi fik det samme gulv – selv om det da ærgrede mig en smule – for det må man leve med, når vi alle handler samme sted. Det handlede om, at vores muligheder for eventuelt at fortsætte med gulvet i de øvrige rum var lukkede. 14 dages leveringstid eksisterer ikke i ‘Nybyggerne’s verden. Så ja, jeg blev lidt panisk. Men hele den forhistorie anede Christine og Mikkel jo intet om.

Det gode er, at de to, efter at have set nærmere på gulvet, viste sig slet ikke at være interesserede, idet den grå beton ikke passede til deres køkkenelementer.

Og det aller bedste er,  at der ikke gik ret mange minutter, før vi havde redt trådene ud og drak en øl sammen. Og jeg kan forsikre om, at vi havde mange hyggelige stunder sammen efterfølgende.

3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Melodien blev væk